Presse


April 2016
'Lad det blomster' Anmeldelse af udstillingen i kunstavisen

Rammer med billeder?
Af Preben Winther prebenwinther@up95.dk
The Studio Gallery på Vesterbro i Odense har lige fra staten i 2012 satset på at præsentere værker af beskeden størrelse, men af høj kunstnerisk kvalitet. Den seneste udstilling er ingen undtagelse. Den hedder Lad det blomstre, og det gør det, i mere end én forstand.
Ophængning og billedudvalg bevirker, at lokalerne virker lettere end ellers, og værkerne fremtræder i højere grad som en tematisk helhed. De kommer hver især til deres fulde ret og klæder hinanden.

Klassicistisk og moderne
I de senere år er det blevet mere comme il faut at lade dekorative elementer indgå i billedkunst. Det er f.eks. heller ikke længere uhørt, at malerier og endda store vægudsmykninger har blomster som deres omdrejningspunkt. Men ofte bliver blomstermotiverne rigeligt voluptuøse i deres udførelse og desværre tit med en tilsvarende oplevelse hos beskueren af, at der ikke er meget at søge under overfladens æstetiske udladninger.
Sådan er det heldigvis ikke fat i The Studio Gallery. Rummene er fyldt med roser, tulipaner, forglemmigej, anemoner og andre skønne vækster, omsat i billedlig form. Ingrid Thortveit (f. 1986, N), Anne Koldsø (f. 1972, DK) og Paul Foxton (f. GB) udstiller alle blomstermalerier. Der er flere faktorer, der gør, at man ikke får for meget botanisk æstetik, når man stilles over for disse værker. Kunstnerne griber tilbage i tiden og låner inspiration fra klassicismen og renæssancen, og deres håndværksmæssige formåen er i topklasse. De er klassisk skolede i ”fine art” på diverse akademier og kunstskoler; men de skaber ikke efterligninger eller parafraser af forgangne århundredes kunst. I deres måde at behandle motivet på, i deres penselskrift og i deres forvaltning af billedfladen tilføjer de deres værker et umiskendeligt nutidigt præg.

Eksperimenter, grafik, trådtegninger og krukker Shaun G. Day (f. 1964, GB) skaber også sine værker inden for denne tradition og har en kunstnerisk uddannet fra USA. Han maler også blomster, men tillige opstillinger af mere eksperimenterende karakter. Han er begyndt at lade baggrunden i sine malerier få eget liv. Farven pulserer og er nænsomt moduleret, og de motiver, der optræder i hans nye stillebener, kan for så vidt betragtes som både figurative og helt ’abstrakte’ elementer og farveflader i kompositionerne. Det er spændende. Trine Anderschou (f. 1960, DK) er grafiker og uddannet i klassisk tegning og grafik fra Det Fynske Kunstakademi. Hun mestrer alle grafikkens discipliner og arbejder med mange motivkredse. I dette tilfælde udstiller hun tre farvetræsnit med planter og blomster. Stilmæssigt ligger de - med deres moderne lineføringer - langt fra de beskrevne malerier. Trine Anderschous grafiske blade er lette og umiddelbart charmerende. Christina James Nielsen (f. 1974, DK) er den eneste af billedkunstnerne, der udstiller værker med andet end blomster. Hun bidrager med nogle af sine fascinerende ’trådtegninger’, hvor hun med tynd bindetråd skaber sine motiver, i dette tilfælde nogle unge kvinder, set fra nakken. Hun har igennem nogle år perfektioneret arbejdet med at skabe hår, ofte opsat eller flettet. Kunstneren er nu begyndt også at indføre de løse enkelthår, der altid vil være i en frisure, og billedets baggrund bearbejder hun med blyant, hvilket tilfører den et flimrende liv.
Keramikeren og skulptøren Louise Egedal (DK) præsenterer et lille udvalg af sine smukke og personlige krukker og kakler, hvor forskellige vilde blomster - i en lidt stiliseret form - indgår som en del af dekorationen. Hun er uddannet på forskellige kunstskoler i ind- og udland.

Rammernes rolle
De fleste, der har set den ældre billedkunst på museer, har oplevet, at mindre malerier ofte er blevet forsynet med vældigt brede og overdådigt udsmykkede rammer, der tenderer totalt at stjæle opmærksomheden fra selve værkerne. Hvor dette gør sig gældende i sin grelleste form, er der næsten tale om ’ramme med maleri’. Dette er naturligvis uheldigt; men inden for indramning har der, som inden for alt muligt andet, til forskellige tider hersket skiftende modeluner. Fornem kunst skulle indrammes tilsvarende fornemt.
I blomsterudstillingen på Vesterbro er mange af malerierne også forsynet med brede og dybe rammer. Der er ikke tale om pasticheagtige guldrammer med snirkler og gesvejsninger, men om mørkt brune, sorte og hvide rammer, måske med en enkelt, smal guldkant. Rammerne lever op til forventningerne hos nutidens betragter. De er moderne med hensyn til smag og udformning, men rækker med deres tyngde og udstråling samtidig så stærkt tilbage mod det 18. og 19. århundredes indramningspraksis, at de uvægerligt må opleves som en integreret del af værkernes idé. Der går på den vis også lidt konceptkunst i projektet, på en helt ny måde. Det er der intet odiøst i, men man skal revidere sin måde at se og opleve malerier på en hel del. Det er umagen værd.

The Studio Gallery
Vesterbro 13, Odense
Frem til 28. maj

Send til ven

Paul Foxton: U/ titel og angivelse af år. Olie på lærred. Foto: PW.

Shaun G. Day: By the Score, u/ angivelse af år. Olie på lærred. Her leges med billedelementerne i rigt mål, også med et lille blomsterbillede i billedet. Foto: PW.

Louise Egedals fine lille udvalg af keramik. Foto: PW.




 KUNSTAVISEN 17.02.16
The Studio Gallery.
Sort på hvidt!
Af Preben Winther
prebenwinther@up95.dk
Tegning som genre har til skiftende tider og i forskellige kunstneriske miljøer og sammenhænge været højt besunget; f.eks. betragtede man i renæssancen disciplinen som al billedkunsts basis. Men tegnekunstens popularitet har svinget meget, og i andre perioder af kunsthistorien er den nærmest blevet degraderet til blot at være interessant som skitser og forlæg til de ’rigtige’ kunstværker, maleriet.
I øjeblikket præsenterer The Studie Gallery en lille eksklusiv udstilling med værker af to meget forskellige kunstnere, der hver på deres måde formår at få tegning til at sætte sig i respektfuldt relief.

En gåde uden adgang
Begge kunstnere er født og opvokset i udlandet, den ene er islænding, den anden amerikaner, men er nu bosiddende i Odense-området.
Helga Benediksdóttir (f. 1951) er måske især kendt for sine klare og meget enkle, farveintense malerier med akryl på lærred. Der er noget livsbekræftende og humørfyldt over værkerne, der kan tangere naivistiske. Men kunstneren arbejder også med akrylfarve på papir, og disse malerier tager sig med deres livfulde og næsten voldsomme penselføring helt anderledes ud.
I den aktuelle udstilling viser Benediksdóttir endnu en side af sit virke. I sine tegninger, hvor hun lader farver være farver og har sat blyanten til papiret, er det pludselig helt andre stemninger, der er i spil, og der opstår en vibrerende intensitet. Der er ikke tale om banalt vemod eller nogen form for tristesse, men der indfinder sig i tegningerne en gådefuld dybde og alvor, der har noget med selve livet og dets op- og nedture at gøre.
En islandsk kunstner gør det ikke altid let for sit danske publikum, når hun i en del tilfælde vælger at betitle sine billeder på islandsk. Men somme tider kan Google træde hjælpende til (!) og afsløre, at ’Timinn loeknaröll sár’ - titlen på tegningen med den smukke kvinde med den lange fletning - dækker over det danske mundheld Tiden læger alle sår. Det løser heldigvis ikke tegningens gåde, men er med til at rejse spørgsmål. Hvilke tanker er det, kvinden synes så voldsomt fordybet i? Har hun været ude for en livsomvæltende hændelse? Beskueren får ikke adgang til svaret, men gribes af den skjulte beretning.

Evnen til at kæmpe og overleve
En anden af kunstnerens store tegninger, Vej med pause, er ikke enklere at tyde. Det mørke landskab, der fylder hele papiret, synes fra nederste højre hjørne og diagonalt op mod venstre skåret op af en form for revne, eller det kan være en barriere, og der synes at være opstillet et primitivt lille telt, måske til overnatningsbrug, før den ukendte - og ikke viste - rejsende skal videre på sin færd.
Flere af Benediktsdóttirs tegninger rummer sådanne lidt gådefulde temaer, men hvor det åbenlyst handler om nogle af tilværelsens mere sørgmodige tildragelser. At blive forladt, f.eks., eller at være nødt til at skulle flytte fra hus og hjem alene, slæbende sine få ejendele efter sig på en slæde. Når det aldrig bliver for tungt og mørkt, skyldes det kunstnerens evne til også i alvoren at indsnige menneskers evne til at kæmpe og overleve, og ikke mindst tegningernes egetliv.
Nogle enkelte af dem er dog mere til den muntre side og kalder på smilet, eller giver en pragtfuldt cadeau til kærligheden.

Kunstneren er uddannet på Kunst- og Håndværkerskolen i Island i 1968-72 og flyttede til Danmark samme år, som hun startede på Det Fynske Kunstakademi i 1986 (-92).
Hun har udstillet i Tyskland, Island, Rusland og Danmark.
Hun har oprettet Den Nye Kunstskole i Højby, hvor hun selv underviser.


Ekspressivt cirkus
Udstillingens anden kunstner udtrykker sig med ganske andre midler og i langt mere beskedne formater, men ikke mindre kraftfuldt.
Keith Ryan Lopez (f. 1973) viser papirværker i ren blyant og i blandteknik, i alle tilfælde i den mest vidunderlige, mørke og fede, SORTE farve, med en masse undernuancer.
Ved første, hurtige blik kan Lopez’ legende og ekspressive billedfortællinger forekomme ganske nonfigurative, hvilket de bestemt ikke er. Man skal give dem tid, betragte dem nøje og så afgjort også lade titlerne lede én på vej.
Den største tegning, til venstre i kunstnerens ophængning, hedder således Elefanternes march. Tre mindre, sammenhørende værker, alle kaldet Klovn, mens én tegning blot er kaldt HOP – og det er netop det, man er vidne til. (Alle titlerne er mine oversættelser.) Det er sidstnævnte billede, der måske er det, der for beskueren klarest forløser hele suitens tematiske og - trods alt -figurative indebyrd. Pludselig oplever man på hoppe-tegningen små sorte gnomer, der morer sig gevaldigt med et stort sjippetov, og – ja, dér er jo også cirkuskuplen! Nu kan man også få de tre klovner til at træde frem, selv om deres abstraktionsgrad er mere udtalt, og den store elefant får næsten personlighed.
Keith Lopez beskriver, at han er fascineret af cirkus og af at lege med elementerne fra cirkus i sine tegninger. Men hans tilgang til disse glade tegninger baserer sig på forskelligartede, seriøse studier, hvilket gør sig gældende for alle hans værker. Det kan dreje sig om en interesse i dyrs vandringsruter og kampadfærd, eller i landskaberne, og med hensyn til cirkustemaet har han også lånt et øje til den amerikanske kunster Alexander Calder, der i perioden 1926-31 arbejdede med legetøjsteater og i 1927 skabte tableauet Cirkus Calder.

Drama og livsglæde, abstrakt og figurativt
Af Keith Lopez’ øvrige inspirationskilder bør også nævnes den japanske træsnit-genre ukiyo-e (kaldet ”den flydende verdens billeder”), der blomstrede i Japan i det 17., 18. og op gennem det 19. århundrede. Lopez har givetvis studeret og beskæftiget sig med disse fabelagtige træsnit i forbindelse med sit grafiske arbejde; og selvom de japanske værker er trykt i farve, Lopez’ i sort/hvidt, og selvom de gamle japanere ikke gjorde i det nonfigurative, har deres grafiske blade i hvert fald til overmål drama og ekspressivitet, hvilke de har givet i arv til Lopez.
Han rammer med sine tegninger noget, man ikke så ofte oplever på en udstilling. Voldsomt drama udtrykkes i ganske små formater. Et væld af kulører og livsglæde formidles uden brug af farve. Abstrakt og figurativt kommer til orde i de samme værker, ud fra den synsvinkel beskueren lægger ned over dem. Noget af en præstation.

Kunstneren er født i Tyskland, men flyttede som ganske spæd sammen med forældrene til USA, hvor har boet indtil 2009, hvor han slog sig ned i Danmark.
Han har en BA (Bachelor of Art) og en MASTER (Master Class) fra Charleston School of Art. I mange år arbejdede han som grafiker og billedhugger, men har på det seneste kastet sig over tegnekunsten.
Hans CV og udstillingsliste er ganske imponerende.

The Studio Gallery
Vesterbro 13, Odense
Frem til 26. marts
 



Helga Benediktsdóttir: Timmin loeknaröll sár (Tiden læger alle sår). Bly på papir, 70 x 100 cm. Foto stillet til rådighed af The Studio Gallery.




Anmeldelse af 'Vinterudstilling' 2016
Kunstavisens anmeldelse af udstillingen, anmeldt af  Lise-Lotte Blom

Nye kunstnere på nyt galleri i Odense
I Odense åbnede galleriet The Studio Gallery på Vesterbro 13 i efteråret 2012. Galleriet ledes af kunstnerne Shaun G. Day og Christina James Nielsen. De åbnede oprindelig for at udbrede kendskabet til deres egen kunst og til det, de kalder ”klassisk realisme”. Imidlertid har de åbnet tilgangen for andre udstillere, samtidig med at de ønsker at formidle egne og andre kunstneres arbejdsprocesser. Den besøgende kan se ind i Christina Nielsens atelier, og kan der få forklaringer på tekniske tiltag. Shaun G. Day udstiller en række assemblager, hvor genstande fra dagligdagen indgår. Mens Christina J. Nielsen sammen med Tanja K. Jensen har udført en assemblage benævnt ”Langt ude i skoven, lille pige”, hvor materialer som papirklip af Tanja og tegning af Christina indgår en symbiose.
Paul Foxton og Line Eskestad
To nye udstillere er englænderen Paul Foxton og danskeren Line Eskestad.
Paul Foxton har udført tre opstillinger, bl.a. det smukke ”Single Rose”, 2015 i olie på træ, 17,5 x 12,5 cm. Hans billeder har en særegen poesi, og han nævner at han er optaget og influeret af den amerikanske maler og underviser Arthur Wesley Dow, der bl.a. havde Georgia O’Keeffe som elev. Japansk kunst fra begyndelsen af 1900-tallet optager ham ligeledes. Det anes tydeligt i den forenkling, der præger hans motiver. Ligesom lysets poesi fascinerer og udfordrer ham.
Line Eskestad, f. 1961, er repræsenteret med fx det surrealistiske grafiske blad ”Haps”, der er udført i collografi i et oplæg på 10. Hun er uddannet på Det Fynske Kunstakademi  som grafiker 1980-85, og har udstillet på en række censurerede udstillinger samt udført talrige udsmykninger fx til Odense Universitets Hospital. Hun er meget sikker i budskabet.
The Studio Gallerys såkaldte ”Vinterudstilling” vises frem til 30.1.2016 og byder på mange fine værker.
The Sudio Gallery, Vesterbro 13, Odense C.
 

Lise-Lotte Blom
 




Foto:  Paul Foxton, f. 1964
Single Rose, 2015
Olie på træ, 17,5 x 12,5 cm
Lise-Lotte Blom
 Fra KUNSTAVISENS senste udgivelse


Indkøbskurven er tom.
The Studio Gallery
Reportage & Debat
Magasinet besøgte det lille galleri i Odense.
Reportage af Christian A. S. Aahauge
24. september 2015
Jeg vidste faktisk ikke at The Studio Gallery fandtes, før jeg besøgte det i starten af september. Dengang skulle jeg interviewe Tanja K. Jensen, men galleriet er et fantastisk hyggeligt sted, så jeg tog tilbage for at få en snak med menneskene bag det lille galleri.
The Studio Gallery ligger ganske centralt på Vesterbro 13 i Odense. Alligevel stiftede jeg første bekendtskab med det for nogle få uger siden – på trods af, at galleriet har ligget der i tre år til oktober. Galleriet ejes af ægteparret Christina James Nielsen og Shaun G. Day, der begge selv er udøvende billedkunstnere, og også selv udstiller i galleriets intime lokaler.
Shaun er oprindeligt fra London, og blev i 2002 færdig med sin kunstuddannelse, som han tog i Boston, U.S.A. Inden han begyndte på akademiet i Boston, var han meget interesseret i den klassiske realisme. Det var dog først efter endt uddannelse, at han kom tilbage til den klassiske realisme, som nu er den stilart han koncentrerer sig om. For Shaun, er det vigtigt at finde ud af hvordan man gør brug af de gamle teknikker, for som han siger, så er der mange 400-500 år gamle malerier, der har bibeholdt deres klare farver. Det er for ham et tegn på høj kvaliltet, hvilket han har brugt megen tid på, at undersøge via æstetiske og håndværksmæssige tilgange.
Christina læste Creative Arts på University of Derby, hvor hun arbejdede med malerier, men nu har hun bevæget sig over i skulpturel tegning med metaltråd. Christina nyder den frihed, som metaltråden giver hende, da det er et materiale, der ikke er så mange der arbejder med. Derfor er der ikke nogen etableret forståelse af, hvordan sådanne værker skal udformes og se ud, hvilket giver hende mere frihed til at udfolde sig. I hendes kunst, er den klassiske tegning dog vigtig, da hun mener, at det kan være svært at komme længere end sine tegneevner.



Småt og godt
Idéen med at eje et galleri, har baggrund i en forlist udstilling i Sydfrankrig. Der var ikke blevet annonceret at der skulle udstilles, og salget var heller ikke noget at råbe hurra for. Derfor tænkte de begge, at det kunne være en god idé med et galleri i Danmark. De startede i det små, og lejede lokalerne i en begrænset periode, men da det fungerede godt for parret, blev de og deres galleri på Vesterbro. I starten udstillede de bare selv, men sidenhen er der kommet flere og flere administrative opgaver, i takt med at der også er kommet flere kunstnere til i galleriet.
Stedet er måske ikke så stort, det er omtrent 80kvm, men alligevel formår Christina og Shaun at få plads til omkring 30 kunstnere. Bagerst i galleriet har Christina sit værksted, hvor hun arbejder med sine værker, og Shaun har atelier 1 minuts gang derfra, så de har begge mulighed for at arbejde med deres kunst, samtidigt med, at de også passer galleriet.
Stemningen i galleriet er, blandt andet på grund af dets størrelse, ret intim og afslappet. Der er plads til, at de besøgende kan sætte sig i sofaen og få sig en kop kaffe, mens de nyder – eller tager stilling til – de ophængte kunstværker. Christina har da også gjort en dyd ud af, at lede øjet hele vejen igennem galleriet, og det er vigtigt for dem, at de forskellige elementer der udstilles, interagerer og supplerer hinanden i former, farver og stil.


At drive et galleri, kan være lidt af en mundfuld. De daglige gøremål består ofte af at sørge for at galleriet er præsentabelt, kontakt og planlægning med kunstnere, at tage og uploade billeder samt opdatere bloggen. Kunstnerne skal også holdes opdateret omkring deres værker – hvad der er solgt og hvad der ikke er – bestillinger med videre. Det kan dog også have sine stille perioder. Om sommeren oplever parret, at der ikke kommer så mange gæster. Folk der kender galleriet indgående er måske på rejser, og selvom Odense har turister og andre besøgende, kommer de ikke særligt ofte i netop denne del af byen. Derfor annoncerer galleriet på eksempelvis turistinformationens hjemmeside, men afhænger også af word of mouth.
Når der vælges kunstnere og billeder til galleriet, er Christina og Shaun meget enige om hvilke kriterier der skal opfyldes. Stilarterne er mange, men for Christina og Shaun, har den udstillede kunst det til fælles, at kunstnerne har formået at løfte deres værker til et højere niveau, hvor eksempelvis et landskab ikke blot er landskab – der er noget dybere i lagene. Et andet kendetegn ved megen af kunsten rundt om på galleriets vægge er, at kunstnerne også har et dybdegående kendskab til medie og materiale, eksempelvis Tanja K. Jensen, der har specialiseret sig i collagekunsten. Det er det fordybende element, som parret ofte falder for – værker der taler for sig selv, og som man ikke behøver at læse op på, for at forstå dem.
For Christina og Shaun, er det vigtigt at skelne mellem begreberne ”smag” og ”kvalitet”. Noget af det der, for Christina, giver kunst kvalitet, er kendskab og erfaring med det brugte medie. Shaun er enig og tilføjer, at det også handler om et kritisk blik.


The Studio Gallery har løbende udstillinger. Netop nu er det ”Recall” der er aktuel, hvor der er fokus på kunstneren Neel Jans, der udstiller sine landskaber frem til den 17. oktober. I løbet af efteråret og vinteren, vil der være to udstillinger, henholdsvis ”Art in Small Sizes” der løber mellem den 20. oktober og 28. november, samt juleudstillingen ”Vinterhi” fra den 2. december til den 30. januar. Hvis man vil læse mere om galleriet og holde sig opdateret om udstillingerne, kan man følge linket [her].
The Studio Gallery drives og ejes af ægteparret Christina James Nielsen og Shaun G. Day, der åbnede galleriet på Vesterbro i oktober 2012.
Link:
http://thestudiogalleryodense.blogspot.dk/​ 









Anmeldelse af 'Forårsudstilling'

Poul Erik Eliasen: Lågkrukke, porcelæn. Foto: PW.
Livet og dets blinde makker

Af Preben Winther
prebenwinther@up95.dk

Når forårsudstillingerne så småt melder deres ankomst, begynder man at tro på, at nattefrosten og de iskolde vinde er på retur for denne gang. The Studio Gallery i Odense præsenterer i sin forårsudstilling tre meget forskellige kunstnere - Trine Anderschou, Teresa Larsen og Poul Erik Eliasen – og den er bestemt et besøg værd.
Selv om værkerne ikke hører til de største, kan det intime by-galleri igen overraske med den fine måde, de mange indrammede grafiske blade og keramiske værker er arrangeret på. De fungerer som særskilt udstilling, men glider samtidig helt naturligt ind i miljøet med de billeder og det kunsthåndværk, der i øvrigt er her. Det er ikke altid de mange kvadratmeter, der afgør, om en oplevelse bliver god eller ej.

Noget af det smukkeste

I Strandby på Nordlangeland har Poul Erik Eliasen sin base. Han hører til de keramikere, der ikke gør meget ståhej af sig selv, selv om hans brugsting og unika må høre til noget af det smukkeste, der kommer ud af en brændingsovn herhjemme. Siden 1985 har han været med i en mængde udstillinger både i Danmark og i udlandet – Frankrig, Holland, Tyskland, Norge.
I nærværende udstilling er det langt overvejende porcelæn, han bidrager med. Han mestrer skønne store skåle, hvor linjerne i korpus synes at forskydes undervejs, men ikke desto mindre øverst ender i en perfekt kant. Han skaber de flotteste lågkrukker med stribede ornamenter eller med indlagte mørkere nister i det hvide porcelænsler, hvilket han også somme tider anvender på sine skåle. Hans blanke glasurer er smukke og afslørende for selv den mindste fejl. No problem - der er ingen! Poul Erik Eliasen mager sine værker til perfektion uden at de af den grund kommer til at virke det mindste anstrengte.
Udstillingens eneste værk i stentøj, en stor okseblodsfarvet vase med mørke nister, bør også nævnes. På sin beskedne basis troner den stolt, som var den bevidst om sit eget værd i æstetisk henseende. Det kan den også roligt være.

Den specielle skønhed
Teknisk dygtighed og humor går hånd i hånd hos grafikeren Trine Anderschou. Og så besidder hun fornemmelsen for den helt specielle skønhed, som den sort/hvide grafik kan aftvinges, og evnen til at omsætte den i fine grafiske blade.
Nogle små ætsninger i smalt højformat har skoven som tema. De er både rå og ligetil, men rummer i deres linjeføring og kunstnerens sans for at videregive sine sansninger af skovens væsen stor intensitet. De er hverken naturlyriske eller romantiske, snarere registrerende på den måde, man kan se på, når man holder af det, man ser.
Andre af de Trine Anderschous sort/hvide ætsninger giver luft for det underfundige og humoren. Kunstnerens perlehøns og andre fugle er ikke overbetonede ved denne lejlighed. Derimod har mennesket fået mere plads i hendes værker. F.eks. ætsningen med den så absolut kraftige mand på en parkbænk med en lige så sat hund i snor ved sin side – med titlen Selvfed i forårssolen! Eller den med en ældre distingveret herre foran sin nøglehulssamling – og pendanten, kvinden, der samler på nøgler! Humoren er bestemt også til stede i de forskellige dansende par, udført i farvelinoleumssnit.
Trine Anderschou har en lang udstillingsliste bag sig og er medlem af både BKF, SAKs Grafiske Kælder, Fyns Grafiske Værksted og Danske Grafikere.

Døden på prima Fabriano
Også Teresa Larsen er medlem af de tre sidstnævnte. Men ud over nøje gennemtænkte grafiske værker laver hun også malerier, der er meget frie og eksperimenterende. I The Studio Gallery udstiller hun fotogravurer, der alle har døde dyr som motiv; hvilket kan siges at være parallelt med de værker, hvor hun har fokus på forfaldne og ødelagte bygninger. ”Det er særligt overgangen fra levende væsen til genstand, jeg finder interessant at undersøge,” har kunstneren skrevet om denne fascination. ”Når levende væsener dør, ændrer de form. Det, at døden tager form, giver inspiration til mine grafiske værker.”
Lyder det morbidt? Ulækkert? Det er det langtfra. Hvad enten der er tale om en fugleunge, en hensovet mus eller en flue, er de fotograferet og siden gengivet som fotogravure på prima Fabriano-papir. De er smukke med deres helt fabelagtigt sensible sorte nuancerigdom. På en eller anden måde har de fået et liv efter døden, i kunsten. Ud over at glædes ved dem kan man jo anvende de grafiske blade som anledning til at filosofere over, hvad livet er, hvad døden er, og hvorfor livet næppe var et liv, hvis ikke døden var dets blinde makker.

The Studio Gallery
Vesterbro 13, Odense
Frem til 18. april




Tv: Teresa Larsen: Come, fly with me. Fotogravure. Foto: PW. Th: Trine Anderschou: Tango. 21,5 x 12,5 cm, farvelinoleumssnit. Foto. TA.







KUNSTAVISEN NOVEMBER 2014







Kunstavisen / 2012 - Nov. / Dec.
Af Preben Winther


Stille vand: Følsomme virtuositeter

Kvindeportrætter og klassisk maleri.
I otte år har Christina James Nielsen (f. 1974) arbejdet inden for genren skulpturel tegning. I tynd metaltråd former og gennemarbejder hun sit motiv, der herefter fastgøres på en hvid baggrund. Ofte er der tale om kvindeportrætter, i halv- eller helfigur, og en rigtig god virkning opstår, når kunstneren lader et stykke stof illudere en kjole eller en bluse, eller et diminutivt blondelommetørklæde pludselig får lov at spille med. Christina Nielsen evner at udnytte materialets grafiske potentiale optimalt og har samtidig fuldt styr på sin håndværksmæssige overlegenhed. Hun holder sin sti frygtindgydende ren og forfalder aldrig til effektjageri. 
Shaun G. Day (f. 1964) udfolder en lige så stor malerisk ekvilibrisme i olie på lærred og olie på træ. Hans stil og penselskrift ligger på linje med det klassisk-akademiske maleri, før Manet og impressionisterne, tilsat lidt hammershøisk følsomhed. Men hans motivvalg er så absolut udvalgt fra vores samtid; et enkelt klædningsstykke, et støvlepar, en skål og en appelsin, et ansigt. En dybere betydning kan aflæses i den frydefulde diskrepans imellem motiv og malemåde og i en mulig symbolsk fragmentering af den gamle stilleben-genre. Men man kan jo også bare nyde de små billeder med naivt sind.
Anne Flohr udstiller velformede mundblæste glasting i de smukkeste grønne, turkise og blå nuancer. André Lundquist bidrager med koloristisk og motivisk dragende malerier af kvinder i virkningsfuld dobbelteksponering. Tove Lorentzen præsenterer fornemme, tynde-tynde porcelænsskåle.


Om det midlertidige lille galleri i Odense – som først tænkt – er en engangsforestilling, eller det får lov at blive et mere permanent udstillingsforum, tør Christina James Nielsen ikke spå om. Men der har været megen interesse for stedet, og det er pænt besøgt. Det er berettiget.

Åbent Atelier og Galleri, Vesterbro 13, Odense.  2012








Kunstavisen  Nr.04 / 2013 - Mar. / Apr. 
Af Preben Winther


Hvisken frem for råb


Det intime ”Åbent atelier og Galleri”, der sidst i 2012 åbnede på Vesterbro i Odense som et midlertidigt udstillingssted, fortsætter i hvert fald igennem hele dette år som The Studio Gallery. Christina James Nielsen sidder stadig allerbagerst og arbejder med sine skulpturelle tegninger i metaltråd, dog nu lidt mere uforstyrret bag et par skærmende vægge, og hun er som før repræsenteret i udstillingen, ligesom Shaun G. Day er det med sine klassisk funderede, fine oliemalerier og tegninger.Men i øvrigt inviteres andre kunstnere, der matcher galleriets kunstneriske image, til at udstille.At tegneAktuelt er det tegninger af Louise Camille Fenne (f. 1972 i København) og Charles Weed (f. 1970 i Champlin, Minnesota), der kan opleves i The Studio Gallery.Udstillingen har titlen Drawn to Art; et finurligt ordspil, som både går på den dragende kunst, og på de fantastiske værker, som den øvede hånd kan frembringe med tegning. Disciplinen tegning var den genre, som man i renæssancen betragtede som det altafgørende grundlag for kunstnerisk virke og som alle andre kunstarters forudsætning.Både Louise Fenne og Charles Weed har da også et tilhørsforhold til et af datidens kunstcentre, Firenze, hvor de mødte hinanden. Charles Weed i sin egenskab af assistant director of drawing and painting ved kunstakademiet i Firenze, Louise Fenne som elev ved samme læreanstalt.Gribende mesterskabBegge kunstnere har taget deres uddannelse forskellige steder i verden og har opnået en teknisk færdighed og en malerisk formåen, som savner sidestykke. Deres stil og den måde, hvorpå de kobler forgangne århundreders tegne- og malepraksis med en nutidig udsigelse, er suveræn men mærkværdigvis ikke rigtig comme il faut i Danmark. Derfor tæller deres CV’er næsten udelukkende amerikanske, svenske og tyske udstillingssteder – indtil nu!Louise Fenne præsenterer nogle kolorerede tegninger af kakaduer og en papegøje på gråt papir, Charles Weed et par torsoer og et portræt. Det lyder af lidt, og tilmed drejer det sig om små værker. Ikke desto mindre er oplevelsen gribende. Det er sjældent at møde et sådant mesterskab, hvis det ikke er foran et værk af en af de gamle berømtheder på et stort internationalt museum.Ind i det transcendenteMan kunne stille det spørgsmål, hvilket formål denne minutiøse teknik skal tjene? Er det overhovedet på den måde, man i dag kunstnerisk kan videregive autentiske erfaringer og erkendelser? Eller det måske bare blær?Det er ikke muligt at besvare nogle af disse spørgsmål udtømmende. Et bud kunne være, at i hvert fald den avantgardistiske fraktion af kunsten – og måske i endnu højere grad den, der bilder sig ind at være det (jævnfør den aktuelle forårsudstilling på Charlottenborg) – betjener sig af så højtråbende effekter, at det meste af jordforbindelsen for længst er gået fløjten. Det er måske på tide, at nogle trækker i modsat retning, at nogle betjener sig af hvisken frem for råb. Det stille vand kan måske rumme den dybe klangbund, der kalder på gammelkendt æstetik i ny forklædning og fortolkning.Måske denne æstetik også kan åbne nye veje ind til den kunst, der altid søger sandheden som sit højeste mål. Eller – som Henrik Wivel i 1995 skrev i forordet til den nye udgave af Vilhelm Wanschers Den æstetiske opfattelse af kunst (oprindelig udgivet i 1906): ”Igennem det æstetiske at finde det åndelige og således på mærkelig vis forlænge bevægelsen i kunstværket ud over dets grænser og ind i det transcendente.”Give it a thought! og oplev tegnekunst af høj karat.


Af Preben Winther


Mageløse miniaturer



At et maleri er fantastisk stort, gør det ikke i sig selv til et fantastisk billede, hvis værkets vældige dimensioner ikke på en eller anden vis modsvarer dets udsagn, motiv og komposition. Det samme gør sig gældende ved ganske små billeder, for hvis beskuerens reaktion først og fremmest bliver en undren over, hvordan i alverden nogen kan male så lille et maleri så gennemført naturtro, er der også her nogle misforståelser på færde. 

Det må være relevant at gøre sig sådanne tanker, inden man konfronterer værkerne i The Studio Gallery’s nyeste udstilling Small Wonders; for er de mirakler, bare fordi de er små - eller uanset?



Hyperrealisme 

Ny på stedet er den unge engelske kunstner Rosemary Lewis. Hun maler især landskaber og stilleben, men gør også brug af de nye digitale muligheder for billedskabelse. Hun bidrager til udstillingen med malerier af en citron, en éngangslighter, en muslingeskal med en marmorkugle m.m.. Malerierne er hyperrealistiske, men står rent teknisk mere i gæld til de gamle mestre end til fotorealisterne fra 1960’erne og -70’erne. De helt enkeltstående motiver kan tillægges tolkninger i retning af fragmentering i oplevelsen af verden, det moderne menneskes manglende mulighed for at se større sammenhænge, understreget af det lille format og af den fascination og patos, der er lagt i skildringen af noget ofte ganske prosaisk. 



Skønhed og satire

Blandt amerikaneren Charles Weed’s malerier er det især en suite med sneglehuse, der betager. Rammerne står kunstneren også selv for. Med betydelig adresse til forgangne århundreders maleriske praksis fremstår de små mesterværker nærmest som parafraser over oplysningstiden. Deres romantisk-nøgterne udsagn om skønhed og velordnethed skurrer mod den viden om tingenes ganske anderledes tilstand, som både kunstneren og beskueren har.

Mere i satiren befinder Shaun G. Day sig, når han skildrer en paraply, som var det et værdifuldt klenodie på et museum, eller gengiver en slikkepind eller en lille skål med M&M’s, alt fornemt indrammet i guld. 
Christina James Nielsen, der er kendt for sine skulpturelle tegninger i metaltråd, præsenterer bl.a. et par små barnesko, barnefødder og et pigeportræt. I det lille format er det, som om hendes udtryk fortættes og opnår stor intensitet.

Som helhed står udstillingen stærkt. Man oplever værkerne med et andet fokus end vanligt. Det er på en måde en lidt altmodisch verden, der udrulles for én; men billedernes undertone er ganske nutidig og fortæller noget om århundredernes gang og det vi kan erfare ved at lade vores sensibilitet gå lidt på tværs af kronologien – bare i det små. 

The Studio Gallery, Vesterbro 13, Odense. Frem til den 30. september.





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar